| Tilbage til startsiden | | Tamdrup sogn og kirke |

   

STREJFTOG TIL PARADIS.

Tre mellemkrigsår i Molgjer, genoplevet i erindringen.

Af

Åge Skjelborg

En sidste byge går over egnen. Lærken hænger sig op under himlen. Brisen får regnen til at synge i græsset og telefontrådene til at summe. Hvide gårde lyser i solen mellem sorte pløjemarker og skove og landevejen løber forbi og lige durk ind i vesthimlen.

Min unge mor har lille mig ved hånden. Hun suger alt omkring os til sig med åbne sanser. Min far nøjes med at smile genkendende for sig selv. Han har set det hele utallige gange før.

Selv kan jeg ikke huske denne første dag på det ny sted. Jeg var nemlig kun to år gammel, men min mor har senere fortalt mig så mange gange om vort første møde med Molgjer, at det næsten føles, som om jeg selv skulle have oplevet det.

Sidst i april 1934 rykkede mine forældre, Wiwi og Jens Skjelborg, ind på den lille ejendom og malerbod i Molgjer. Året før var en af min fars onkler, malermester Holger Skjelborg (1881-1933) afgået ved døden.


Holger Skjelborg. Motiv fra Århusbugten 1924


Min far havde blandt andet deltaget i restaureringsarbejdet på Tamdrup kirke sammen med Holger, men i maj tog Holgers sygdom en alvorlig vending og min far måtte overtage stadig mere af den daglige drift af malervirksomheden. Mens far gjorde huset klart til at modtage en lille, nystiftet familie, blev mor og jeg tilbage i hendes hjemby, Århus.

Wiwi Skjelborg, f. Andreassen. 1918


Skjelborg-slægtens oprindelige malerbod ligger den dag i dag fortsat på Nrd. Molgjervej 17, hvor vejen deler sig mod Klovborg og Vrønding. Ejendommen var en tolænget vinkelbygning. Den havde et rummeligt stuehus og et udhus, brugt som malerværksted. Der hørte en stor, frodig have med til ejendommen og denne lidt vildtvoksende plet skulle blive min bedste tumleplads i de næsten fire år, vi kom til at opholde os i Molgjer.

De fleste medlemmer af min fars slægt og familile var som Holger trådt ind i fortiden eller rejst fra stedet. Forfædrene selv hang som fotografier på væggen og stirrede ud på mig inde fra evigheden med følsomme, musiske ansigter. I min barnlige fantasi hørte de mere hjemme i en underlig tusmørkezone og hviskede til mig fra skyggerne i husets mange, mørke kroge. Malerier med farvestrålende motiver fra varme, fremmede lande fortalte lavmælt om steder, hvor de engang i tiden havde været og travet vejene tyndt på deres slidte støvler.

Flere af min fars onkler havde i deres ungdom været såkaldt farende svende og, fortalte man, når de vendte hjem, blev de ofte stående et øjeblik i døren som en silhouet, inden de stilfærdigt bøjede sig for den lave døråbning, rystede støvet derude fra de uendelige veje af sig og trådte ind over dørtærsklen. Det var som om de følte, at de havde fået et større perspektiv på tilværelsen efter opholdet ude i det fremmede og nu så på det hjemlige med andre og mere klare øjne.

Inde fra malerværkstedet, hvor de i sin tid havde rumsteret og hvor også svalerne havde rede, slog en søvnig lugt af maling, fernis og lak mig i møde og pirrede konstant min barnlige forestillingsevne. Alt omkring mig føltes så intenst og nærværende.


Slægten Skjelborg.


Peter L. Skjelborg Motiv fra Rask Mølle 1915


Det egentlige ophav til alle disse rastløse kunstnerskikkelser var min fars bedstefar. Peter Lassen Skjelborg stammede oprindelig fra nabosognet Åle, Hjortsvang mark, Linnerup sogn, Vrads herred. Han havde i sin tid taget efternavnet SKJELBORG (egentlig SKJÆLBORG) fra betegnelsen på et gammelt voldsted i betydningen hegnsskel.



(fra v.) Peter L. Skjelborg, Eva Skjelborg Alfred Skjelborg,
Kirstine Skjelborg,
Holger Skjelborg,
Thyra Skjelborg,
Jens Skjelborg og Emmy Skjelborg


Peter L. Skjelborg faldt senere for stedet i Molgjer og købte i 1902 ejendommen. Sammen med en stor børneflok af både drenge og piger slog han og konen Kirstine, f. Jensen, sig ned i Molgjer og Peter L. Skjelborg blev efterhånden en velmeriteret malermester. Peter L. Skjelborg var også kunstmaler og havde taget elementær undervisning i maleteknik.


Mole Århus havn Peter L. Skjelborg 1920


Det var hans store drøm selv at kunne virke som kunstner og han har virkelig også lavet dejlige ting på lærredet, men aldrig noget, der nåede ud til offentligheden. Efter sigende skal der fortsat findes malerier af ham og Holger Skjelborg hos enkelte gårdmandsfolk på Molgjer- og Vrøndingsegnen.


Malerboden i Molgjer. Maleri af Peter L. Skjelborg 1916


Min far, Jens Skjelborg (1904-1979), var eneste søn af Carl Skjelborg (1878-1905) og Ida Skjelborg (1880-1939, f. Simonsen). Carl Skjelborg flyttede i 1902 til Ørting v. Odder og han og Ida giftede sig året efter, at han havde etableret sig som malermester. I 1905 pådrog Carl sig en alvorlig bughindebetændelse og gik bort i en alder af kun 27 år. Efter Carls altfor tidlige bortgang sad min bedstemor og hendes ugifte søster, Signe Simonsen, tilbage som forsørgere med et fælles ansvar for en lille dreng på knap to år.


Peter L. Skjelborgs sønner.


Carl, Holger og Axel var alle kunstnere af natur, men særlig Carl var alsidig begavet. Han tegnede, malede, skrev digte, havde en fyldig sangstemme, spillede violin og komponerede. I kraft af sit medfødte talent havde Carl fået tilbudt et stipendium i faget violin ved Århus Musikkonservatorium, men nåede aldrig at få opfyldt sit livs store drøm om at blive professionel, udøvende kunstner. Carl har efterladt sig en vals for violin og klaver med titlen "En hilsen fra...!". Carl Skjelborg skrev denne sangbare vals til Ida, da de i 1903 blev forlovet.

Som så mange andre af datidens håndværkere og kunstnere tog også Carl og Holger på VALSEN, som det hed dengang, til sydlige himmelstrøg for at få nye impulser.



Holger Skjelborg. Capri 1904


De lange, krævende fodture gik med kortere ophold undervejs gennem Tyskland til endemålet Italien. I 1902 og 1904 var Carl og Holger sammen til Rom, Pompeji og Capri, hvorfra de hentede inspiration og motiver til deres forskellige malerier. Carl og Holger lavede også et utal tegneskitser, som er bevaret, og lod sig fotografere i Hameln og Hannover.



Carl Skjelborg. Selvportræt. Hannover august 1902


Carl sendte postkort hjem for at holde familien orienteret og fortalte i lakoniske, men malende vendinger om de strabadser, som de farende, danske malersvende måtte gennemgå på fodturene ude i det fremmede.



Carl og Holger Skjelborg i Pompeii i 1902


Efter hjemkomsten havde Holger følt sig så inspireret af Sydens kunst og farvestrålende natur, at han på bestilling lavede en rekke freskomalerier på interiøret til Vrøndinggård.



Udsnit af freskomaleri på Vrøndinggård , 1905 (Foto Svend Pedersen 1994)


Som ung tilbragte Holger Skjelborg flere år i Berlin for virkelig at få lært sig malerhåndværket til bunds. Efter sin fars død i 1926 overtog Holger malerforretningen i Molgjer og forblev hele sit liv ungkarl. Familie-krøniken har det, at Holger mere eller mindre frivilligt skulle have ofret sig for sine andre brødre ved at være den, som ene og alene påtog sig ansvaret for at føre malerdynastiet videre. Holgers rige evner, sagde man, skulle aldrig helt være kommet til udfoldelse, men samtidig skal han have gjort det af simpel pligtfølelse og udfra et rent medmenneskeligt livssyn.


(Fra v.) Axel og Edith Skjelborg, Holger Skjelborg,Kirstine Skjelborg, Jens Skjelborg og Thyra Skjelborg.Molgjer 1926


Det hændte, at Holgers brødre og arbejdskammerater vendte hjem, efter at det var gået dem mindre godt ude i det fremmede. Holger tog selvfølgelig mod sin fortabte brødre med åbne arme og gav dem arbejde, kost og logi, men til gengæld måtte de værsågod se at tage fat, spytte i næverne og svinge den store malerpensel. Et enkelt vers fra en sang, min far skrev til Holgers 50-års fødselsdag sommeren 1931, henspiller noget ironisk på netop dette forhold.

-De andre fløj fra Reden ud
mens han tilbage blev
men blev det trangt derude
de mod Molgjer atter drev.
Her vented Malerpotten
naar det andet endte skidt
og Mesteren med breden Haand
anviste - et Stakit


Holger Skjelborg 1918, Tamdrup s.


Axel Skjelborg (1895-1975) må afgjort siges at være den, som drev det længst af Peter L. Skjelborgs mange sønner. Axel fik sin uddannelse som malersvend ved Teknisk Skole i Horsens og kom fra 1915-1920 til Akademiet i København. Også han maatte længe slide med den brede malerpensel for at kunne opretholde livet og dermed skabe det nødvendige grundlag for en senere karriere og anerkendelse. I 1927 giftede Axel sig med Edith (f. Zander) og blev boende det meste af sit liv i København og Egtved. Axel og Edith Skjelborg fik fast sommerresidens på Saltholmen.

Axel Skjelborg, Heste på Saltholm (skitse 1943)



På denne lille ø midt i Øresund kunne han, der som barn selv havde været vogterdreng, følge kvæget i naturlige omgivelser. Nogle af Axel Skjelborgs bedste og mest berømte dyre-malerier er blevet til netop på Saltholmen.


Legende heste. Saltholm Maleri af Axel Skjelborg 1932. Efter maleri i privateje,Vibeke Skjelborg


Axel Skjelborg begyndte at male sine første billeder omkring 1911. Den egentlige debut fandt sted i 1920 og to år efter begyndte Axel Skjelborg at udstille fast på Charlottenborg og fortsatte med dette frem til 1935. Axel modtog i tidens løb flere legater, priser og medaljer.

Til et af Axel Skjelborgs tidlige arbejder hører et såkaldt GRUPPE-BILLEDE FRA MOLGJER, dateret 1922. Dette maleri skal have været med på den første Charlottenborg-utstilling og har senere deltaget i flere forårs-udstillinger, bl.a. i 1955 og 1965 på Århus Kunst Galleri. I 1955 fik mine forældre maleriet foræret af Axel og Edith Skjelborg.

Rammen til dette maleri stammer oprindelig fra en gammel skabslåge, som Peter L. Skjelborg havde med sig under flytningen fra Åle til Molgjer. Maleriet forestiller fra venstre Holger, Axel (maleren selv), Peter L. Skjelborg, Kirstine Skjelborg og Alfred Skjelborg. Gruppen er opstillet ved et stakit op mod husgavlen til malerbodens stuehus.


Axel Skjelborg. Gruppebillede fra Molgjer 1922


Efter hvad jeg selv har hørt, skal Axel Skjelborg have malet billedet frit efter hukommelsen og langt fra barndomshjemmet. For at give maleriet så lang levetid som mulig, har Axel blandet rå æggeblomme i malingen. Til sidst er det færdige skilderi strøget over med en gang klar lak. Resultatet er blevet, at maleriet den dag i dag og i modsætning til andre af Skjelborg-slægtens malerier, ser lige så dugfrisk og spillevende ud, som dengang det blev til under Axels sitrende malerfingre.

Vi flytter til Molgjer.

Min far, Jens Skjelborg, voksede op i Ørting og Molgjer i en atmosfære af stærk frihedstrang og naturlig skaberglæde. Han valgte naturligt nok først at gå i malerslægtens egne, velprøvede fodspor og tog i 1924 afsluttende svendeprøve med ros fra Horsens Kunsthåndværkerskole. Far havde egentlig mere lyst til at blive teatermaler, men opgav tidligt denne fremtidsplan. I stedet for fik han en uddannelse som journalist ved Skive Folkeblad.


Jens Skjelborg 1923


Efter seks år i denne branche greb den verdensøkonomiske krise afgørende ind i min fars videre livssituation og skæbne. I begyndelsen af trediverne tvang massearbejdsløsheden min far til at tage tilfældige jobs på avis-redaktioner i Viborg, Kolding, Hillerød og Århus. Samtidig skrev han lyrik og prosa, mest digte og noveller, til aviser. I marts 1931 sendte min far en sketch ind til bedømmelse ved Cooptimist-Revyen i København. Ludvig Brandstrup, som var leder af revyen, opmuntrede i sit svarbrev min far til at fortsætte i samme spor, men så traf han min mor, som var datter af manufakturhandler Niels Peter Andreassen (1870-1932), Mejlgade, Århus, og kom på helt andre tanker.

Denne aprildag i året 1934 stod altså mine forældre og skulle forsøge at føre Holger Skjelborgs malerforretning videre. Der fulgte svende med virksomheden og en fast, lokal kundekreds og til trods for stigende arbejdsløshed tegnede fremtiden sig lys for os alle tre.

Starten på dagen begyndte for mig allerede midt om natten. Jeg blev ofte vækket af musenes evindelige gnaven i gulvpanelerne og kunne derfor ikke altid falde i søvn igen. I den varme årstid blev jeg liggende i den dybe, hvide seng og ventede på, at dagslyset skulle komme og at træernes grene udenfor skulle blive fuld af fuglesang. Kom søvnen alligevel listende igen, vågnede jeg hen på morgenstunden ved nogle af de første af husets mange, vante lyde.

Efter den lette morgensøvn var hele mit sanseapparat overfølsomt. En sød, næsten sensuel stærk lugt kildede mine næsebor. En ubeskrivelig dejlig duftblanding af tørverøg og nylavet kaffe sivede ind fra køkkenet, bredte sig i hele huset og gjorde mig salig. Mor havde allerede forlængst taget hul på endnu en ny arbejdsdag og fyret op i komfuret. Min far brummede sagte og morgenmunter, mens han barberede sig. Snart dukkede de første af min fars svende op. De boede ellers hjemme, men fik den daglige kost hos mine forældre.

Kort efter sad jeg selv plantet i min opretstående klapstol på højde med såvel bordkant som situation. Duften af fars cigar og mors cerut blandede sig med de voksnes for mig bedøvende og helt ligegyldige snak, men svendenes morsomheder og godmodige drillerier skabte hurtigt en gnistrende og humørfyldt atmosfære.

Bedst husker jeg en ganske bestemt af min fars tidligere svende. Han var, har jeg senere fundet ud af, hvad man forstod ved en virkelig malersvend af karat. Christensen var en seriøs, lidt højtidelig libertiner, som af og til piskede rundt med malerkasse og staffeli. Min far citerede ham med galgenhumor og forstillet patos: Herrrfrrra varrr det jeg maaalede Tandrrrup kærrrke!

Far og svendene forsvandt lige efter morgenmaden på cykel eller motorcykel. Selv tumlede jeg hovedkulds ud i verdens absolutte midtpunkt. Haven var i mine barneøjne uendelig og ufattelig stor. Landevej, gårde, marker, endrag, åse og lidt fjernere skovbræmmer strakte sig helt til verdens ende og bag alt dette var der, forekom det mig, slet ingenting. Dengang var en landevej et sted, hvor en lille dreng som jeg trygt kunne færdes på en trehjulet cykel. Der kunne nemlig ofte gå timer, før en eller anden privatbil, rutebil eller motorcykel kørte forbi og da ofte i et bedageligt, næsten søvnigt tempo.

Lidt længere op ad dagen kom postbudet Benfeldt luntende eller cyklende og afbrød mig i legen. Han fik sig en sludder med mor over en kop kaffe og fortalte de sidste, lokale nyheder, inden han fortsatte på sin videre omdelingsrunde.


Landpostbud Benfeldt og Åge Skjelborg. Molgjer 1935


Efter skoletid dukkede en af mine mest trofaste legekammerater op. Hun var datter af vor nærmeste nabo, smedemester Alfred Pedersen (1894-1961) og Marie Pedersen (1896-1939). Pigen hed Anna, var teenager og ti år ældre end jeg. Anne havde to søstre. Metha var den ældste og blond. Magda den yngste og lyshåret. Anna var skov- og natmørk i øjne og hår. Hun havde et blidt væsen og et mildt udtryk i ansigtet.

Hun så direkte på meg med et åbent blik og havde en lavmælt, næsten indtrængende, melodisk stemme, som uvilkårlig fik mig til at lytte. Et spænde holdt det kraftige mørke hår på plads. Når Anna blev ivrig, tog hun en kam op af kjolelommen og mens hun snakkede løs, redte hun håret med nogle meget talende bevægelser og satte igen spændet i. Anna kom og gik ud og ind hos os, som hun havde tid og lyst til, og hun og jeg skulde komme til at tilbringe mange ledige stunder sammen, uden at jeg vil påstå, at jeg kan huske alle vore fælles, små, gyldne øjeblikke.


Smedemesterparret Marie og Alfred Pedersen
med døtrene Anna, Magda og Metha
Molgjer


En dag sang vejen under hjulene på min fars cykel. Selv sad jeg foran på stangen og oplevede at se, hvordan malerbod, have, vejtræer og telefonpæle susede forbi os. De før så fjerne, mørke skove langt ude i horisonten voksede sig gradvist større og fyldte snart hele mit synsfelt.

Til min store forundring hørte verden slet ikke op, som jeg hidtil havde troet. I Vrønding Brugsforening, vort egentlige bestemmelsessted, duftede det godt af kaffe, søde sager og alskens krydderier.

Bestyrerparret, Arne og Metha Therkelsen Bruun, stak mig chokolade, som smeltede på tungen og bare smagte efter meget mere. Metha Therkelsen Bruun var en nær ven af min fars familie og samtidig en meget lovende og talentfuld malerinde. Holger Skjelborg opdagede den 14-årige Methas medfødte tegnetalent og opmuntrede Methas forældre til at give hende en elementær uddannelse i  maleteknik.


Metha T. Bruun ved staffeliet 1930


Metha Therkelsen Bruun (1906-1993) havde en såkaldt modernistisk streg og pensel, og man stillede allerede dengang store forventninger til hende. Metha T. Bruun debuterede først i 1930erne og begyndte lige efter at udstille på Charlottenborg med et maleri med titlen LANDSKAB MED KALVE. Metha T. Bruuns malerier gik for at være kraftigt komponerede, men samtidig var de fulde af energi og stor dristighed.

Et af Metha T. Bruuns godt og vel 300 malerier forestiller Molgjervej, set mod syd fra krydset Vrønding-Klovborg og viser den selvsamme strækning mod stationsbyen Vrønding, som min far og jeg plejede at køre på cykel. Til højre i maleriet skimter man tækkemandens hus, tilhørende Karsten og Amalie Henriksen. I 1934 fik mine forældre dette maleri foræret af Metha T. Bruun med titlen HAVREMARK, MOLGJERVEJ. Billedet tilhører den slags malerier, som vinder for hver gang, man betragter det. Når sollys falder ind på det fra en ganske bestemt vinkel, lyser det forunderligt op.


Havremark, Molgjervej. Maleri af Metha Terkelsen Bruun. 1934


Livet i Molgjer.

I begyndelsen af året 1935 var det pludselig slut med at være navlebeskuende enebarn. Jeg blev sendt over til min moster og onkel i København og da jeg kom hjem igen, havde jeg fået en lillesøster, hjulpet til verden af både jordemor og en nabokone, Marie Pedersen, Annas mor. I maj blev min lillesøster døbt i Tamdrup kirke med navnet Vibeke.

De mange vekslende årstider smelter naturligt nok sammen i erindringen til en eneste stor, jævn bevidsthedstrøm, men en ganske bestemt af vore fire somre i Molgjer skiller sig alligevel klart ud fra alle de andre varme årstider. I sommeren 1936 skete der noget for mig helt afgørende og uforglemmeligt. Min moster og onkel fra København gav mig et stort skrummel af en opretstående skabsgrammofon. Den var lavet af solidt træ og blev efterhånden godt hærdet af sol, regn og vind. Når den første citronsommerfugl flaksede søvndrukkent hen over vårengen, blev det store monstrum til grammofon båret ud og stillet i haven mellem ribs- og solbærbuske.



Åge Skjelborg med grammofonpladen i haven sammen med moderen
Wiwi Skjelborg og lillesøsteren Vibeke.
1935


Klingende, skrattende toner fra de mange roterende shellakplader fyldte luften over haven og dens nærmeste omgivelser og for at kunne betjene selve mekanikken i det hele, måtte jeg stå på en stol. Der fulgte en stor stak grammofonplader med skabsmøblet. Repertoiret spændte fra tidens mere flygtige schlagere over operetter og underholdningsmusik til klassisk musik.  Jeg foretrak mest molprægede musikstykker af f.eks. Franz Schubert, Antonin Dvorak og Frederic Chopin. Ellers gik min interesse på tværs af de fleste musikgenrer, men det var selve den melankolske undertone i musikken, som åbenbart tiltrak mig mest og sendte en elektrisk følelse af ekstase gennem hele min krop. Særlig godt kunne jeg lide at lade fingeren glide sagte og næsten kærtegnende over de farvestrålende etiketter på grammofonpladerne eller betragte sollyset, som reflekterede i den blanke rilleoverflade.

Mor og far var begge musikalske og Anna samtidig en lydhør medspiller. Som ung pige havde mor været barnefrøken og nurse og undervist såkaldt bedre folks børn i klaverspil. Mor havde en vis uddannelse og praksis bag sig og var en habil pianist, men i Molgjer havde vi endnu ikke fået klaver. Min morfars piano fra det gamle, opløste hjem i Mejlgade, stod opmagasineret og måske netop derfor delte mine forældre og for så vidt også Anna min interesse og begejstring for musikken fra den snurrende pladetallerken med mig.

Min far var et udpræget stemningsmenneske og når han følte sig særlig inspireret, kunne der komme små, spontane digt ud af det:

-Den sitrende sødme i vårnattens luft
er liljekonvallens bedøvende duft.

Nathimlens stjerner er flakkende lys
vi går under frugttræers skælvende drys.

Far skrev ikke altid øjeblikkets mange poetiske indfald ned, men jeg kunne af og til være så heldig at gribe dem i flugten, stuve dem væk i hukommelsen og tage dem frem ved en senere lejlighed, ofte mange år efter, at min far selv havde glemt dem.

I den lune årstid kom de trillende til Molgjer i tog, privatbil, rutebil eller på motorcykel. Glade, opstemte og forventningsfulde myldrede mostre, onkler og fætre i samlet flok ind over os med jubel, latter og sang og tog alt og alle i favn og besiddelse. Det var de lange, lange sommerdages tid. Lysende øjeblikke med duft af sitrende, solvarme bærbuske og rabarberbede. Mænd med stråhatte og oprullede skjorteærmer og kvinder med store, bredskyggede "ballade-hatte" indtog haven. Det glimtede af kølig dug på et glas med saftevand og af sol i en pilsnerflaske for munden af en tørstig onkel. Sanseindtryk og skarpe billeder, som har brændte sig ind i den lyriske del af hukommelsen. Og når den første skumring sænkede sig over haven og alle dens mennesker, blev luften fuld af vibrerende insekttoner.

Min mor og hendes søstre havde en særlig indforstået måde at være sammen og snakke på. Det gik for det meste på minespil og megetsigende lyder. For en gangs skyld følte jeg i sådanne øjeblikke, at jeg som DRENG stod helt udenfor, men desto mere ugenert kunne jeg spille rollen som det stille, lidt fjerne barn og frit observere den udvendige side af en gådefuld kode for udpræget kvindelighed.

Når flokken af gæster omsider var forduftet, kunne det hænde, at min bedstemor kom skridende i ensom majestæt, vel at mærke, når hun selv kunne få sin ugifte søster, Signe Simonsen (1895-1947), til at passe den telefoncentral i Ørting, som hun siden 1906 havde været bestyrerinde for. Den susende let knitrende lyd af hendes side nederdel eller kjole kunne jeg opfatte, længe før hun selv dukkede op i mit synsfelt. Ida Skjelborg var et aktivt medlem af den Grundtvigianske Valgmenighed i Odder og i mine øjne en både mandhaftig, myndig og viljestærk dame, men samtidig var min bedstemor også både ydmyg og slagfærdig.

Jeg var knyttet til hende med barnets uforbeholdne hengivenhed, og måske var det derfor, at jeg optrådte ret bramfrit overfor hende: "Bedstemor, du ligner en stor jøve!" Ida Skjelborg havde en frisure, som også efter min fars påstand vidnede om en vis lighed, frodig stejl og i retning af en løvemanke.

En morgen vågner jeg, og verden er som forandret. Et mælkehvidt, næsten skingrende lys falder ind gennem de frosne vinduesruder og puster liv i isblomsterne. Det er koldt. Det sner. Vinteren er kommet. Månen, nattens ven, er oppe også om dagen. Mor pakker mig ekstra godt ind i tykke vinterklæder og så haler jeg den store racerbil med mig ud. Nu skal vi få at se, om den nu også vil kunne bestå sin prøve i rigtigt vintervejr. Jeg fordyber mig i legen og glemmer snart alt omkring mig.


Åge Skjelborg 1936


Far og hans svende må trods flyvende storm og snefog knokle afsted på deres cykler, overlæsset med tapetbræt, klisterspand og malergrejer, mens mor må blive hjemme og sørge for, at alt fortsat løber rundt. Når dagen er forbi, lusker ræven rundt udenfor, sætter spor i den bløde sne, snuser og vil ind. Jeg ligger længe vågen og ønsker mig et eller andet sted hen. Omsider falder jeg i søvn og kommer virkelig også derhen. I drømmen altså. Til en sommereng med mælkebøtter.

En dag langt hen i marts er der noget, som pludselig får mig til at standse op i min leg. Jeg ser mig søgende omkring. Lyden kommer et eller andet sted fra over mig. En flok lærker flygter med varselsskrig foran en snebyge i retning af Klovborg. Tøvejret tager for alvor til. Det siver og sjasker. Sneen skrumper ind. Store, sorte og grønne pletter dukker frem på markerne. Vandet risler afsted i agerfurer og grøfter og fylder lavningerne med smeltevand. Store tågeskyer driver lavt hen over jorden for en svag vestenvind. Solen viser sig glimtvis gennem tågen som en stor, blank sølvskive. Lidt længere op ad dagen svinger jeg ud på landevejen på min trehjulede cykel.


Den 4-årige Åge Skjelborg på cykeltur, 1936


Jeg har nu fuldt overblik til alle sider. Solen får mere magt og stråler mellem store, hvide skyer. Nogle hvide glimt lyser op på himlen i vest. Det er en flok viber, der nærmer sig. Solen skinner på de hvide buge. -Nu er stæren her minsandten, siger mor og sætter glad en lille buket friskplukkede violer ind på sybordet. Strømmen af ankommende fugle fra syd bliver ved resten af dagen. Toplærken piler febrilsk hen over plovfurene og forsvinder næsten helt i det grønne hav af spirende korn. I den lette, blålige dis sejler musvågen over skoven i store, bløde sving og spejder efter mus.

Og fra skovene i syd kommer de grå hejrer trækkende og slår sig ned mellem græstuerne i de våde engdrag. Foråret vælter sig ned over os med sin fulde styrke. Jeg selv er næsten ved helt at tabe vejret. Inden vi alle får set os omkring, er sommeren over os med jordbær og svaleskrig. Og snart vil hundene luske efter hinanden og kattene lure i buskene efter fugle.



I sommerhaven 1936. Meta, Åge, Anna og Vibeke


Torben Nielsen.

På en sådan dag, da verden er stille, men fuld af dufte, kommer rutebilen fra Horsens, som den plejer. En stor, langlemmet dreng står af. Ser seg søgende omkring. Han er helt mørk, næsten kulsort i øjne og hår. Han ligner, synes jeg, mest af alt en taterunge. Jeg bliver stående, undrende og i respektfuld afstand af den fremmede dreng og måler ham velvillig-skeptisk med øjnene. Far og mor går ham i møde. Han går nogle skridt nærmere. Først nu ser jeg, at han er både spinkel og hulkindet. -Nielsen, kommer det fra drengen, Torben Nielsen. Det viser sig, at han er ventet. Mine forældre hilser ham velkommen. Han lyser op. Smiler blændende.

Lige efter sidder vi alle bænket omkring langbordet i køkkenet. Torbens mund løber i vand. Han stirrer glubsk, næsten vantro på madbordet, der bugner af hjemmelavet sylte, leverpostej, medisterpølse og lune frikadeller. Jeg sluger Torben med øjnene. Han er skrupsulten, men tør ligesom ikke helt være ved det og gå løs på retterne. Mor må skjule et lille fnis. Far slår indbydende ud med sin malerhånd. Nikker opfordrende til Torben. Som på et aftalt signal kaster Torben sig over maden og spiser hæmningsløst, så det næsten står ham ud af ørene. Mor og far ser smilende til, og jeg følger ham stumt med blikket og under ham det så gerne.

Da jeg mange år efter talte med nu afdøde forfatter Torben Nielsen om hans kortvarige, men intense ophold i Molgjer, syntes han selv, at der virkelig havde været både sjovt og festligt hos mine forældre. I Ørting, hvor han egentlig kom fra, havde feststemningen forekommet ham temmelig begrænset.

Torben var kommet i lære hos en lokal malermester. Han var 16 år gammel og midt i den værste voksealder, men malermesteren og hans kone sørgede alligevel for, at Torben fik altfor lidt at spise til daglig. Min bedstemor var et varmt, socialt menneske. Hun kunne ikke i længden holde ud stiltiende at se Torben gå sådan for lud og koldt vand. Ida Skjelborg sørgede for, at unge Torben Nielsen i et par uger blev "lånt ud" til mine forældre i Molgjer. Torben sled i det som en lille hest, åd uforknyt og blev tilskyndet til endnu mere. Torben Nielsen bragte med sig et friskt pust af ungdom i modning. Han faldt godt til i den joviale, uhøjtidelige omgangstone mellem svende og mester, og efter bare nogle få dages forløb følte Torben sig som en lille ål i mudder.

Når Torben og min far var ude at arbejde sammen, var Torbens modtagelighed for indtryk og mystik en kilde til stor underholdning for min far. Torben havde fornylig i biografen set Barken Margrethe af Danmark og filmen havde gjort et stærkt indtryk på ham. En dag, de arbejdede sammen i Vrønding, gengav Torben, inspireret af en af filmens scener, en helt speciel marokkansk rytme med trommende fingre på et opsat tapetbord. Dette gøglenummer gjorde en sådan lykke hos min far, at Torben på opfordring og for fuld udblæsning måtte spille det gentagne gange.

Torben havde en vågnende interesse for piger. Efter fyraften stod han foran spejlet, øvede sig i mandighet og bødede på en altfor sparsom skægvækst med blyantsskygger. Om natten lå han i mangel av bedre og hviskede hede ord til hovedpuden a la filmcharmøren Erling Schrøder, mens en duft af højsommer, varmt græs og æbler sivede ind gennem de åbne vinduer.

Torben både malede og tegnede, mest blomster, insekter, fugle og andre dyr, men allerede dengang gik han uden måske selv at have været helt klar over det, med en lille vordende forfatterspire i maven.



Ræv. Tegning af Torben Nielsen
1970


Flere piger havde i tidens løb ikke kunnet stå for Torben Nielsens beretninger om de frygtelige år, han havde oplevet i den franske fremmedlegion med blod, støvklæder, sand, trompetskrald, farlige beduiener og vilde natlige sjakalhyl under en blodrød ørkenmåne, men pigerne havde, efter hvad han selv fortalte, hurtigt slået op med ham på grund af hans meget livlige fantasi.

I Molgjer følte Torben sig tryg på sine omgivelser og førte, opmuntret af mine forældre, alle sine dagdrømme ud i livet og omsatte dem i handling. Den unge malerlærlings medfødte skrøne-talent fornægtede sig ikke. For eksempel prøvede han at bilde os ind, at han i virkeligheden var et forbyttet barn, som engang var blevet røvet og, indpakket i avispapir, bortført på hesteryg over de russiske stepper i rasende fart, men det hele var så overbevisende fortalt, at man ikke vidste, hvad man egentlig skulle tro. Når Torben selv syntes, at han havde sagt eller gjort noget morsomt, lagde han hovedet tilbage og lo med kridhvide tænder i et mørklødet ansigt mod sommerhimlen.



Forfatteren Torben Nielsen


Jeg fik gerne på sengekanten serveret historier om skeletter, der spillede bold med deres egne hovedskaller, mens jeg sødt gysende gemte mig under dynen, men Torbens skrøner syntes jeg var meget, meget bedre. Jeg lyttede med åben mund til hans verbale bravader og kunne aldrig få nok. Når Torben kom rigtigt i stødet, kunne han finde på at vikle et af min mors nyvaskede håndklæder om hovedet, og vips blev han til en vaskeægte, sortsmudsket araber. Under Torbens tryllestav forvandlede haven sig til en frodig oase med rislende kilder, og græshoppernes gnidekoncert lød i vore fortryllede ører som cikadernes eksotiske sang.

Tilfældigvis havde jeg på grammofonplade musikken til Rombergs operette ØRKENSANGEN i et potpourri, og nu pustede den fræsende rillestøj nyt liv i Torben Nielsens hang til ellevilde fantasioplevelser. Torben tryllebandt simpelthen sit publikum, og for vore undrende øjne og til akkompagnement af grammofonmusikken udspillede der sig et fantastisk sceneri.

Araberhingstene fnyste og vrinskede. Rif-kabylerne svang hujende deres rifler over hovedet og sprang i rasende fart over hæk og hegn. Støvet fra hestehovene blev pisket op og lagde sig på urterne i køkkenhaven. Skuddene smældede og gårdene og skovene rundt os svarede igen med samme mønt. Sjakalerne eller det var måske bare vore egne, skabede køtere, hylede forventningsfuldt efter friskt menneskekød. Og når grammofonpladen løb ud, fortonede synet af Rif-kabylerne og deres heste sig som et ørknens fatamorgana mod den danske kiming og horisont.

Barndommen er den tid, hvor man altid er mere end sig selv. Som helt lille stormer man ind i tilværelsen. Verden er stor og fuld af muligheder. Man er bare en fem-seks år, men i virkeligheden i voldsom bevægelse. Man griber efter alt, og alt, hvad man får fat i, bliver en del af en selv, så længe man lever. Alt er nyt og fantasierne er virkelige. Det umulige er muligt og alt, man får fortalt, handler om en selv. Sådan var det også for mig under det korte møde sommeren 1937 med den unge, vordende forfatter Torben Nielsen. Episoden må ha vundet genklang i mig, for jeg husker tydeligt, at en stor klarhed kom over mig for livet. For hvilken herlig sommer i dur og mol!

En dag lavede Torben noget, han ellers aldrig havde gjort før. Han løftede min lillesøster på to år op i sine arme. Det havde ellers altid været mig, han plejede at smide op i luften. Jublende og delirisk af skrækblandet fryd hylede jeg: "Igen, Nielsen, mer, op til ørnen!" Men denne gang skete det altså med min lillesøster, fortrinsvist foran køkkenvinduet og på tidspunkter, hvor Torben var helt sikker på at blive set af min mor. Han håbede, men desværre forgæves, på, at min mor, blødgjort ved synes af den for lejligheden meget børnevenlige Torben Nielsen, ville forhale tidspunktet for hans egen uundgåelige tilbagerejse til Ørting og den trøsteløse virkelighed.

Farvel til Molgjer.

Når jeg forsøger at huske tilbage, føles tiden i Molgjer som en uendelig strøm af navnløse dage og klokkeslæt. Morgenbrisen har hvisket i løvet og strøget mig blidt over arm og kind. Regnen har suset over taget og tordenen rumlet under horisonten. Vinterstorme har rusket i huset og vinden snakket højt med sig selv i kakkelovnen. Venlige skygger fra ovnsilden har leget over gulv og loft og musikken rislet gennem alle sanser under en syngende blå sommerhimmel.

Septemberluft med høj himmel kupler sig over det flade, frodige landskab. Den mindste lyd bliver båret med af vinden og så let som ingenting forstørret op i den store stilhed. Når man selv er helt stille, kan man af og til være så heldig at høre vinden trække i tusinde, usynlige, små klokkereb. Kærulden i mosen er i fuld gang med at formere sig og dræ.

Det er høstligt i vejret. Han svinger ind på gårdspladsen og stiller cyklen fra sig. Tar frem en feltflaske og beder høfligt om vand. Det får han. Også lige fra vandposten. Krystalklart, køligt brøndvand. Han slukker tørsten og dulmer for et øjeblik de værste af øvelsesmanøvrens mange plager og anstrengelser. Han har på sig en lyseblå uniformsfrakke med bælte og skaftestøvler med opsmøgede bukseben. Sådan en rigtig spillevende dansk landsoldat har jeg aldrig i mit purunge liv set før. Soldaten veksler nogle alvorsord med mine forældre. Jeg observerer på afstand, at de snakker dæmpet med hinanden.

Nede i Europa er der social uro. Instinktivt sanser jeg noget skæbnesvangert. Børn opfatter ofte mere end de voksne tror. Mor har smurt en solid madpakke til landsoldaten. Han smiler taknemmeligt og klapper mig godmodig på hovedet. Landsoldaten forsvandt på cykel hen ad vejen mod Lund-Vinten, vinkende. Jeg blev stående og så langt efter ham. Det var, som om han for stedse tog alt hvad der var godt, med sig, også af barndommens og livets allerbedste somre.



Siste sommer 1937. Åge, Anna og Vibeke


En skønne dag var himlen blygrå. Blomsterne i haven var begyndt at visne. Natteluften var blevet kold og skarp. Svalerne flokkede sig langs telefontrådene og udvekslede rejseplaner, før de fortsatte turen videre sydpå mod de varme lande. Inde under buskene og de kolde skygger lugtede det fremmed af sten. Et eller andet urovækkende hang i luften, men jeg kunne ikke finde ud af, hvad det egentlig var.

Et enkelt erindringsbillede fra en af de allersidste dage i Molgjer vil altid stå særlig klart og tydeligt for mig. Det er tidlig aften. Jeg sidder på potten i soveværelset. Udenfor fløjter solsorten sin aftensang og kirkeklokken ringer solen ned. Naturen og vi er ved at gå til ro for natten. Min lillesøster sidder på sengen. Den smule hår, hun har, stritter til alle sider. Mor selv står lidt i skyggen af det faldende dagslys. Det ravnsorte hår falder løst ned over ansigtet. Måske for at forkorte ventetiden for mig på natpotten begynder mor at synge "Mors lille Ole i skoven gik...", men med en egen, stille og sørgmodig undertone, som jeg aldrig før havde lagt mærke til. Jeg fik en underlig lådden klump i halsen af vild sorg og en stærk trang til at græde, men gråden og dette skarpe øjebliksbillede blev altså siddende fast i mig.

Far og mor havde ellers grund nok til at være ængstelige. En epidemi af farlig børnelammelse havde taget livet af flere børn og unge mennesker på egnen og var endnu langtfra overstået i september 1937. Nogle ganske få dage senere var den store vedbend langs husvæggen pludselig som blæst væk, men for en gangs skyld var det ikke efterårsstormens værk. Den ny ejer havde taget vedbenden ned og ryddet den af vejen for at give plads for mere lys indendørs.

Aldrig mere skulle jeg om efteråret i vedbendens tætte løv genfinde de af mine bolde, som i sommerens løb var blevet væk for mig.



Åge Skjelborg og bolden
Molgjer 1937


Fra nu af skulle livet på stedet gå videre helt uden os. Til næste år ved samme tid ville vi forlængst være over alle bjærge.

Ejendommen var solgt. Malerboden skulle lægges ned. Ophøre med at eksistere. Møblerne var allerede sendt til opmagasinering. Vi skulle kort og godt flytte.

Mine forældre havde begge sammen ført en stædig, men forgæves kamp for den daglige eksistens. Senere i livet spurgte jeg min far ud om den egentlige grund til opbruddet fra Molgjer. Min far havde prøvet kræfter med en slags social naturlov og var blevet taberen i dette spil.

Enhver første generation, sagde min far, bygger en familievirksomhed op, den næste overtager og fører bedriften videre, mens, mente han, det tredje led i et dynasti uvægerlig vil være dømt til også at blive det allersidste. Dette blev fremsat med en lidt defatistisk og ironiserende undertone, men min far havde også en anden og mere plausibel forklaring på, at vi for altid måtte forlade Molgjer.

I netop disse mellemkrigsår var der krise med dramatiske fald på priser for svin. De store gårdmænd, som havde optaget de nødvendige driftslån, kom efterhånden i alvorlige vanskeligheder og mange gik konkurs, mens husmændene derimod ikke havde satset så stort og derfor ofte klarede sig bedre ud af krisen. Men når alt kom til alt, var det netop de store gårdmænd, som var mine forældres største og vigtigste kundekreds.

Når min fars svende havde fået deres løn, var der altfor lidt tilovers til, at mine forældre selv kunne leve for det. Efter eget udsagn var min far heller ikke den bedste til at skrive de nødvendige regninger ud. Han skal som yngre have været altfor blød af sig, men trods alt så min far disse kendsgerninger i øjnene uden den mindste form for bitterhed. Ganske vist havde min far overtaget malerboden for overhovedet at have noget at leve af, men samtidig mente han, at dette nu engang var den pris, man måtte være villig til at betale for at have været selvstændig mester.

Alligevel kunne det tyde på, at min far på en måde havde ret, når han påstod, at der måske fandtes et såkaldt svagt og sårbart led i slægtslinjen, umiddelbart før han selv overtog sin onkel og værnes malerforretning. Hvordan situationen rent faktisk var, da min far tog over efter Holger Skjelborg, ved jeg desværre intet som helst om, men måske forlod Holger Skjelborg denne verden som en fattig, men dog ikke nødvendigvis forgældet mand.

Der er virkelig meget som tyder på, at Holger Skjelborg i en lang periode frivillig hjalp nogle af sine brødre, også økonomisk og dermed påtog sig en byrde, som til tider må have været ganske tung at bære, men Holger Skjelborg synes at have været både en stærk person og personlighed (1). Flere forskellige faktorer i tiden må således have arbejdet sammen om at skabe den egentlige og afgørende årsag til mine forældres beslutning om at måtte opgive at føre malerboden videre. En anden ting er, at min far fterhånden var blevet, hvad han selv kaldte et regulært bymenneske, som ikke mere følte sig bundet til stedet Molgjer.

Men for min mor derimod synes alt at have taget sig helt anderledes ud. Hun glemte simpelthen aldrig nogensinde tiden i Molgjer, menneskene der og de mange mentale stemninger, knyttet til stedet. Hun skal også have været den sidste, som måtte give op. Den trods alt fredelige, intense tilstand, som hun havde oplevet i Molgjer, var og blev for hende som at have været et strejftog til paradis.

Nu stod vi altså foran det endelige og afgørende opbrud. Min far havde på dette tidspunkt ikke udsigt til noget andet fast arbejde, men han havde hørt, at arbejdslønnen var bedre i Århus end så mange andre steder i landet. Vi skulle altså vende tilbage til min mors fødeby, hvor vi i sin tid var kommet fra. Ringen var sluttet, men fremtiden var meget usikker.

Dagen før vi skulle rejse var det den 19. september og samtidig min fem års fødselsdag. Jeg gik en runde med min far i hånden. Denne specielle dag blæste det stærkt. Der sad en eller anden mandsperson i arbejdstøj oppe på tagryggen, og jeg fik noget snavs i øjet. Det er vel derfor, at jeg husker det så tydeligt. Min far tog flere fotografier af os og stedet. Billeder, som på deres egen lavmælte måde fortæller en historie og fastholder intense øjeblikke af fysisk opbrud. Den sidste rengøring er i fuld gang. Bohave, spande og koste flyder overalt, og min fars cykel står op ad en hegnspæl og synes at kede sig noget så gudsjammerligt.



Stuehuset, Malerboden, september 1937


Et af min fars fotografier fra denne specielle dag viser mor, Vibeke og mig gå ned ad vejen mod Vrønding for at sige et sidste farvel til familien Henriksen i huset lige til højre for vejen. Min lillesøster og jeg er begge iført hvide alpehuer, gamascher og mørke frakker med spændetamp. Mor selv er i en hjemmesyet spadseredragt, som står godt til hendes slanke, smækre skikkelse. Alt skulle lige til det sidste afvikles med lidt stil og stille værdighed.



Den sidste tur til tækkemanden september 1937


Den store pige sætter sig på hug foran mig. Hun er stille, næsten fjern. For en gangs skyld får den evindelige kam og hårspændet lov til at være i fred. Hun lægger hænderne på mine skuldre og ser mig lige ind i øjnene, akkurat som hun plejer, men denne gang er hendes mørke øjne store, intense og alvorlige. Hun stryger mig, så vidt jeg husker, en sidste gang let på kinden, smiler blidt, men vemodig. Hvad jeg dengang selv tænkte og følte ved den forestående adskillelse fra en pige, som jeg uden videre må have opfattet som en slags storesøster, kan jeg desværre ikke huske mere. Børn i den alder lever i en dæmringstilstand, der ligger før fremtiden, og som man i mangel af bedre kalder nuet. På ubestemt tid skulle jeg komme til at glemme min gamle, trofaste legekammerat Anna og hendes søstre Magda og Metha. Børn kan være underlig troløse (2).

Det sidste, jeg husker fra selve opbruddet, er synet af Molgjervej, set fra rutebilens bagsæde, den vej, som ikke bare for mit indre blik, men også på et par fotografier fra dengang, virkelig viser seg at løbe forbi en og lige durk ind i vesthimlen i retning af Klovborg. Sammen med nogle af de allersidste trækfugle var vi, det yngste, men afgjort sidste led i malerdynastiet Skjelborgs lange slægtshistorie, taget afsted fra egnen, men, modsat fugle på træk, for aldrig mere at vende tilbage til arnestedet for vor egentlige oprindelse.

På vej mod et gensyn.

Der var gået næsten tolv år, siden vi rejste fra Molgjer. I mellemtiden havde vi slået os ned i en af de nordlige bydele af Århus. Trøjborg strakte sig ud mod det åbne land og var omgivet af nogle store, dejlige skove, som gav bydelen og dens nærmeste opland en snært af noget landligt.

Min far var først gået i kompagniskab med en kollega, men var senere og endnu engang blevet selvstændig malermester. Desuden havde min far fået opfyldt en gammel ungdomsdrøm og var begyndt at skrive tekster til den såkaldte Hasle-Revy, samtidig som han havde ansvaret for regien og stod for fremstillingen af kulisser og dekorationer.



Skomagermester Jacob Rasmussen og Jens Skjelborg (th.)
Århus 1949


For de fleste af os fortonede opholdet i Molgjer sig som en fjern erindring, men for min mor var denne tid fortsat næsten smertefuldt nærværende. Hun tog ofte albummet med alle fotografierne frem. Der faldt en egen, sår ømhed over hende, når hun bladede i albummet med små, melankolske bevægelser og lod blikket glide næsten dvælende over alle billederne. Hun smilte svalt, når hun med varme talte om solsortens sang på møddingen og om kirkeklokkerne, som hver aften havde ringet solen ned. Hun snakkede lavt, men intenst, om alle de gamle venner derude, om fællesskabet, kort sagt om alt, hvad hun følte, hun havde været nødt til at forlade.

Efter afskedsbesøget hos tækkemandsfamilien er det lige før vi forlader Molgjer
Wiwi og Åge Skjelborg lukker døren for sidste gang i skumringen.
Foto, taget av Jens Skjelborg 20. september 1937


Når vi havde været på besøg hos bekendte i Horsens og toget kørte ud fra perronen mod Århus, sendte mor lange, længselsfulde blikke i retning af Tamdrup kirke, som man lige netop kunne skimte et kort øjeblik som en fjern, hvid prik ude i horisonten mot vest. Mor pegede gerne kirken ud for min søster og mig og i sådanne øjeblikke dukkede tågede erindringsbilleder, særlig af Anna, spontant op indeni mig.

Som bekendt begynder man først rigtig at kunne forstå sine egne forældre, når man selv bliver ældre, men alligevel tror jeg nok, at jeg instinktivt forstod mor, selvom jeg ikke altid vidste, hvad jeg skulle svare. I foråret 1934 havde mine forældre stået for at skulle starte et helt nyt liv sammen. Før den tid havde de begge hver for sig ført en noget omtumlet tilværelse og skulle netop da til at finde sig selv, men så var det hele altså alligevel slet ikke blevet til noget. Når mor fik det sådan, kunne jeg af og til blive grebet af en underlig stum følelse af grænseløs sorg, noget der ligesom var helt fremmed for mig selv.



Vibeke Skjelborg (tv.)
med en veninde, Birthe.
Århus 1949


Vi skrev året 1950. I det tidlige forår rullede filmatiseringen af Sophus Bauditz's opdaterede roman HISTORIEN OM HJORTHOLM over biograflærredet i Århus. Filmens handling og elegiske grundstemning gjorde et voldsomt indtryk på mig, og jeg var først og fremmest ekstatisk fascineret af Svend Gyldmarks musik. Et lyrisk varmt tema gik gennem hele filmen. Jeg fløjtede og spillede strofen på klaver tidligt og sent og hver gang sendte temaet små stjerneskud rundt i kroppen på mig.

Åge Skjelborg går løs på Chopins klaverkoncert i f-mol.
Århus, Trøjborg, oktober 1949.


Filmen var en folkekomedie med den sædvanlige kærlighedshistorie. Den handlede kort refereret om en adelig familie, der en kritisk overgang og af økonomiske grunde var lige ved at miste deres egen store herregård til en kynisk spekulant. Filmen må have rørt ved et eller andet langt inde i mig, noget jeg hidtil selv ikke havde kunne sætte ord på, for jeg så den flere gange.

Åge Skjelborg. Århus 1949.

Fordrømt og uden at tænke nærmere over, hvad det egentlig var, jeg gjorde, skrev jeg en dag en kort besked til mine forældre, kastede mig på cyklen og lagde ud på en lang tur over Horsens mod Molgjer. Vejret var klart og solrigt, men med et stænk af kølighed i luften. Filmmusikken fra HJORTHOLM summede løfterigt i hovedet på mig. Jeg havde en god svævende følelse i maven og tilbagelagde strækningen som i trance. Sidst på eftermiddagen nåede jeg frem til Lund-Vinten, trak cyklen tungt op ad bakken og skimtede endelig det forjættede mål, Tamdrup kirkes mørke silhouet, mod vesthimlen og den nedgående sol.

Jeg var nået næsten helt op til toppen af bakken, da der skete noget helt uventet. Der var kun nogle ganske få kilometer til selve bestemmelsesstedet, men jeg havde pludselig mistet lysten til at fortsætte, så nær og dog så fjernt fra det endelige mål. Jeg standsede op og blev stående midt på landevejen. Overrumplet. Rådvild og i en underlig jaget sindsstemning. Den magiske filmmusik var som blæst ud af hovedet på mig.

Et eller andet sted nede fra et kær lige i nærheden sendte en solsort sit vemodige signal op mod mig og klokkerne i tårnet på Tamdrup kirke var begyndt at slå sine første, vante og forsigtige slag. Alt virkede så fjernt. Som om det var noget, jeg havde hørt fortalt eller bare drømt engang. Som en vag erindring og som et blidt ekko kom lyden af min mors syngende stemme op gennem tidens tåge. Som i et flygtigt glimt, men ligesom ved siden af mig selv, var jeg igen tilbage til scenen i september 1937, hvor min mors oplevelse af et nært forestående og smertefuldt opbrud fra Molgjer, et øjeblik havde fået lov til at spejle sig i min, barnets egen virkelighed. I et eneste lysende sekund føltes det, som om jeg futtede af og brændte op indvendig.

Så var det hele overstået. Fortumlet, men også en smule lettet, kom jeg igen til mig selv, tidsnok til at få med mig de sidste klangfulde toner fra klokkerne i kirketårnet på Tamdrup kirke. Jeg fandt mig selv stående mutters alene i skumringen på landevejen. Fortryllelsen var brudt. Solen var gået ned. Et hemmelighedsfuldt lys lå over bakkekammen og horisonten. Aprilluften var skarp. Jeg rystede over hele kroppen, frøs og var træt og sulten efter den lange cykletur.

Jeg vendte cyklen og ryggen til min barndoms tabte rige og -har jeg senere fundet ud af- muligvis også til noget af sandheden om mig selv. Det føltes, som om jeg først nu og definitivt havde forladt Molgjer mange år efter, at det i virkeligheden var sket.

Jeg susede ned ad bakken. Hjemad. Mod Århus. Først da mærkede jeg fartvinden og tårene, men var det mine egne?

Spørg vinden.


NOTER OG HENVISNINGER.

Hvor intet andet er angivet, er illustrationsmaterialet i
forfatterens eje.

1. Nekrolog. Horsens Folkeblad 31/7 1933.
2. I januar 1994 formidlede Svend Sommer, Tamdrup sognearkiv, venligst kontakt
med Anna Pedersen, gift Braae, som jeg hermed traf igen efter mere end 57 års ufrivillig adskillelse.

Særlig tak til:
Svend Sommer, Tamdrup sognearkiv, Lund.
Bibliotekarerne Ellen Rix og Inge Just, Lokalhist. afd., Horsens Folkebibliotek.
Elsebeth og Egon Kjeldsen, Horsens.
Anna og Arthur Braae, Lund.
Propr. Jens Christensen, Vrøndinggård, Vrønding.
Reklamefotograf Svend Pedersen, Horsens.

Web-versjon af artikkel, trykt i:
Århus Stifts Årbøger 1994 (udgivet af Historisk Samfund for Århus Stift), s. 7-27.

Denne side er suppleret med flere eksempler på nyopdagede malerier,
tegninger, fotografier og breve fra privatarkivet tilh. forfatterens familie og slægt.

Nærv. forfatters adresse:
Sprintveien 15 D
3223 Sandefjord
Norge

Åge Skjelborg 2009

| Tilbage til startsiden |